Elm

Plantebeskrivelse
Et stort løvfældende træ på op til 35 meter. Træets krone er stor og rund i formen. På unge træer er barken glat og sølvgrå, senere som voksent træ er barken lysegrå med mørke furer. Bladene er græsgrønne med lysere underside og let ru overside, formen er omvendt ægformet med en tydelig spids. Elm blomstrer i april-maj før den sætter blade. Frugten er en vinget nød - de er flade, let spidsede ovaler i tyndt væv der danner en indpakning af frøet.

Hvor og hvornår
Træet vokser i parker, hegn og blandet løvskov. Det sætter blomster i april-maj, men det er dens umodne lysegrønne frugter – kendt som manna – der kan høstes, hold godt øje med hvornår de sarte lysegrønne manna er på banen, det er kort efter blomstring ca. samtidig med at træet får blade.

Smag
Smagen er mild, lidt som en hjertesalat. De har en dejlig sprødhed med tendens til at blive lidt slimede, men ikke på en ubehagelig måde.

Håndtering         
Manna plukkes forsigtigt af træets grene, de sidder i små bundter. Efter plukning fjernes stilken der holder bundtet sammen. De skylles i en salatslynge og kan holde sig et par dage på køl i en lufttæt beholder.

Brug
Manna bruges frisk i salater og som tilbehør, det er meget simpelt og dejligt supplement der kan fylde godt i en salatskål. Du kan anvende dem i sammenkogte retter hvor de har en jævnende funktion. Te kan laves af de friske elmeblade.