Spøjs løg

Plantebeskrivelse
Vi har med en løgplante at gøre, hvor selve løget er lille og rundt. Bladene er 15-30 cm lange, smalle med en tydelig midterrille. Blomsterstanden består af gulgrønne yngleknopperne, der ligner små perler. Hver plante har en lille hvide langstilket ’klokke’-blomst. Den har en karakteristisk duft af løg/hvidløg.

Hvor og hvornår
Planten er invasiv og er de seneste år begyndt at sprede sig over større områder. Den findes primært i nærheden af steder, hvor den har været dyrket som et kuriosum, så som gamle haver, parker og skove i nærheden af byer. Spøjs løg er en forårsbebuder og skyder frem når frosten er af jorden og blomstre i april-maj.

Smag
Spøjs løg har kælenavnet ’Mirakelporre’, den smager mildt af løg og hvidløg, lidt som forårsløg. Saften er stærk og kan godt rive lidt i tårekanalerne når de snittes.

Håndtering
Klip eller nip blade, blomster og yngleløg af planten. Skylles i en salatslynge eller anden skål og opbevares ca. en uge på køl. Blomsterne skal dog helst anvendes med det samme.

Brug
Blade kan bruges i pesto, men i modsætning til Ramsløg, skal der lidt andre urter og evt. lidt hvidløg i for at smagen får spark. Bruges desuden som purløg til salater, på frokostmaden, æggekagen eller suppe. Du kan lave en mild udgave af tzatziki, hvor du bruger rigeligt med spøjs løg og undlader hvidløget. Desuden kan du bruge planten i supper, sammenkogte retter og farsretter. Men start i det små, i store mængder kan den give lidt mavekneb.