Nyskud September - Vild middag i skovbrynet

Dato: 

Lørdag, september 19, 2015 - 17:45

Nyskud er et madinitiativ, hvor foreningen Byhøst hver måned laver en pop up restaurant med vild mad et nyt sted i København. Hvert Nyskud laver vi med et nyt hold af gode mennesker fra maden og drikkenes verden. Så Nyskud er altid godt selskab og god mad på de vilde råvarer, der er i sæson lige nu.

Nyskud September var en 4-retters pop up middag midt i et buskads på Amager Fælled. En smuk restaurantoplevelse i naturen, med højt til loftet og fadende fyldt af det vi kunne finde på træer og buske i buskadset. September på en tallerken var æbler, havtorn, nødder, tang, svampe og alt det gode der kunne minde dig om, at det snart var efterår. Derfor samlede Byhøst godt ind af alt det, og så tryllede vildmarkskokkene fra VILDT det hele til 4 retter med smagen af efterår.

VILD FESTIVAL

Dette Nyskud holdte vi som afslutningsmiddag på en lille endagsfestival, Vild Festival, der handlede om alt det vilde mad man kan finde i naturen.

Menuen

Forret:

Kold græskarsuppe med rygeostcreme - tang – røllike - knas

Mellemret:

Stegte svampe

Bede ”tatar” - vilde æbler - syltede havtorn

Let grillet gravad rådyr

Hovedret:

Grillet skovdue

Grønt fra Amagers byhaver - sauce på vilde bær

Dessert:

Grød på blomme og mirabelle med vaniljecreme - tørrede hyldebær - nødder

Stedet

Langbordsmiddag i et buskads på Amagerfælled. Vi dækkede op med duge, stearinlys og lanterner, og var klar til en hyggelig aften - kun til vores kære gæster.

Aftenens program

Kl. 18.00 Man møder op og siger goddag

Kl 18.30 Vi sætter os til bords

kl. 21.00 Vi siger tak for en god aften