Nær Festival Dag 2 - Vild mad i byen

Dato: 

Lørdag, august 31, 2013 - 13:00

Lørdag d. 31. august inviterer foreningen Byhøst til en dag i det vildes tegn på Amager Fælled Bålplads. Her sætter vi fokus på de vilde råvarer, som kan findes i byens grønne mellemrum. Urter, frugt og grønt – gratis, friskt og nært.

Med arrangementet håber vi at give vores gæster nye smagsoplevelser og naturoplevelser i byens baghave, samt inspiration til selv at komme ud og sanke til madlavningen. Derfor har vi inviteret urtevejledere, vild mad-eksperter og andre der arbejder med det vilde spiselige i køkkenet.

Man kan blandt andet møde naturens spisekammer sammen med naturformidlerne Julie Swane og Jann Kuusisaari, smage hvordan Restaurant Höst leger med de vilde urter i deres køkken, og lave spændende pandekager over bål med Jørgen Stoltz. Alt imens man nyder den skønne, vilde natur på Amager Fælled.

Det er gratis at deltage, men det kan være en god idé at medbringe kontanter, hvis man f.eks. ønsker at smage på Byhøsts egen suppe, købe en kogebog om vild mad eller de lækre honningprodukter fra Bybi med hjem.

Arrangementet er støttet af Amager Vest Lokaludvalg og bliver afholdt i samarbejde med Vild Mad Netværk, som du kan finde her: https://www.facebook.com/groups/448079361907029/.