
Når hylden blomstrer, kan det kun gå for langsomt med at komme ud og plukke en masse blomster til at lave saft på.
Denne opskrift adskiller sig en smule fra den gængse hyldedrik, i det man også tilsætter hybenroseblade og kløverblomster. Det er især bladene fra hybenroserne, der giver drikken en anderledes karakter. Udover en flot rød farve får man også en en virkelig fin parfumeret duft.
Både hyld, hyben og kløver er lette at finde i den danske bynatur. Kig efter hyld og hyben i krat og hegn, og find kløverblomsterne på græsarealer.
Tak til Julie Swane fra Nature Foods for at dele opskriften med os.
Ingredienser
- 40 skærme hyldeblomster
- 4 dl hybenroseblade
- et par håndfulde kløverblomster
- 2 citroner i tynde skiver
- 2 lime i tynde skiver
- 1 grapefrugt i tynde skiver
- 1 kg farin eller sukker
- 1 tommelfingerstort stykke ingefær i tynde skiver
- 40 g citronsyre
- 1 1/2 liter kogende vand
(brug økologiske citrusfrugter da skallen skal med)
Step 1
Lad blomsterne ligge spredt ud på et klæde i ca. 1 time - så forsvinder de fleste smådyr af sig selv.
Step 2
Vask citrusfrugter og skær dem i tynde skiver.
Step 3
Læg alle ingredienser i en gryde eller skål (undgå at bruge gryder af aluminium, da syren fra blandingen kan gå i forbindelse med metallet). Hæld kogende vand over og rør til sukkeret er opløst.
lad blandingen køle af og stil den overdækket og køligt i 4-6 dage. Rør af og til i saften.
Step 4
Si saften fra og hæld den på skoldede flasker. Bland drikken med vand i forholdet 1 til 10 og nyd!
Drikken kan holde sig en uges tid i køleskabet. Laver du mere end du kan nå at drikke, eller har du lyst til at gemme smagen af tidlig sommer til senere på året, så hæld den på fryseposer og put den i fryseren.