Krydret mirabelle-hybenketchup

Denne ketchup er kraftig og krydret, med en god balance mellem sødme og syre.
Ketchup er egentlig let at lave og det smager virkelig lækkert når det er lavet på ordentlige råvarer.
Hyben og mirabelle går godt hånd i hånd og så er der jo tonsvis, der hvert år ender udsmattet på jorden,
så man kan virkelig lave rå mængder af denne ketchup til sensommergrill eller efterårsburgeren.

Ingredienser til 2-3 patentglas

  • 1 kg udstenede røde og gule mirabelle (brug en olivenudstener)
  • 3-5 store håndfulde rensede hyben 
  • 500 gram modne smagfulde tomater
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stor knold ingefær
  • ½ knold fennikel
  • 1 dl vand
  • 1 dl æblecidereddike
  • 1 dl brun farin
  • ½ kanelstang
  • 1 spsk. nelliker (ikke med top)
  • 1 spsk. allehånde
  • 1 spsk. sennepsfrø
  • 1 tsk. stærk tørret chili (ikke med top)
  • 1 knivspids cayennepeber
  • Salt og peber
  • Olie til stegning

Tilberedning

Hak alle grøntsagerne groft og hak hvidløg og ingefær nogenlunde fint. Sæt en stor gryde over, varm olien op og steg løgene af ved middel varme, til de er blanke og klare.
Det tager ca. 10 min. Tilsæt peberfrugt, fennikel, hvidløg og ingefær og steg et par minutter, før du hælder resten af ingredienserne i gryden. 
Bring gryden i kog, skru ned og lad simre i 30-45 minutter uden låg, indtil mirabelle og tomater er kogt til en grov puré.

Pil kanelstangen op og blend det hele godt og grundigt med en stavblender indtil det er en glat puré.
Smag til med salt og peber og justér sødme/syre-balancen med lidt ekstra sukker og eddike.
Kog ind til den konsistens du kan lide, men husk at den bliver lidt mere fast når den køler af.

Herefter kan du vælge at si puréen igennem en si eller sigte, hvis du gerne vil have den klassiske ketchupkonsistens eller beholde den grov og rustik. 
Kom ketchuppen på rensede og steriliserede patentglas eller patentflasker mens den er varm, luk til og stil et køligt og mørkt sted.

 Hvis glas og redskaber har været ordentligt steriliseret kan denne ketchup holde sig i rigtig lang tid på grund af sukker og eddike,
som begge virker konserverende.

 TIP: Du kan også bruge blommer i denne ketchup og lave en ren blommeversion.
Her er det vigtigt at du justerer smagen efter sødmen i blommerne, da nogle blommer kan være meget søde.

 

 

Ingredienser: