Nye kartofler med ramsløgsmayonnaise og smagfuldt urtedrys

De nye kartofler anrettet med ramsløgsblomster og mælkebøttekronblade

Denne forret eller snack er let at lave og smager rigtig godt. De milde smage i kartofler og mayonnaise lader urternes smage træde fint igennem.

Urterne er bedst først på foråret, men de kan også snildt bruges senere på sæsonen. Men hvis man er ude lidt senere på sæsonen, så er det en god idé at kigge efter og plukke de mindste og mest spæde blade.

Ingredienser:

Kartoflerne

  • 500 gr. små nye kartofler
  • salt
  • 1 spsk. korianderfrø
  • Evt. Et par af stilke fra vild kørvel* eller en kvist løvstikke

Ramsløgsmayonnaise

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk. grov sennep
  • 1,5-2 dl vindruekerneolie
  • 6 – 10 ramsløgsblade**
  • 1-2 spsk. citronsaft
  • 1-2 tsk. hvidvinseddike eller æblecidereddike
  • 1 spsk. cremefraiche
  • Havsalt og friskkværnet peber.
  • Evt. en tsk. ramsløgspesto

Smagfuldt urtedrys

  • 3-5 strandkarseblade***
  • 3-5 løgkarseblade
  • Ramsløgsblomster og mælkebøttekronblade til pynt

* Stilkene af vild kørvel smager af en mellemting mellem blegselleri, pastinak, gulerod og er god som smagsgiver.
** Ramsløgs styrke varierer efter årstiden, de smager kraftigst i foråret og mister herefter lidt af styrken når de skal sætte blomster. Så smag dig frem og juster mængden, inden du tilsætter ramsløg.
*** Strandkarse smager kraftigt af peberrod. Den mister dog en del af smagen hvis den bliver hakket for fint eller varmes op ved for høje temperaturer.

Step 1
Sørg for at alle ingredienserne til ramsløgsmayonnaisen har stuetemperatur, så er der mindre chance for at den skiller. Skyl ramsløgsbladene og hak dem fint. Kom æggeblommer, eddike, hakkede ramsløg og sennep i en skål og pisk ind til det tykner og skummer let. Så begynder du at tilsætte olien mens du pisker. Først et par dråber, så en teskefuld ad gangen. Sørg hele tiden for, at olien er helt absorberet i æggemassen, før du tilsætter mere. Til sidst kan du tilsætte olien i en tynd stråle, lidt ad gangen mens du stadig pisker og olien går i forbindelse med æggene. Fortsæt indtil mayonnaisen har den konsistens du ønsker, men husk at den godt må være lidt tyk, da den skal smages til med ingredienser, der gør den lidt tyndere. Rør creme fraiche i og smag til med citron, salt, peber og evt. ramsløgspesto.

Step 2
Rens kartoflerne nænsomt for jord og sæt dem over i en gryde med godt saltet vand, korianderfrø og vild kørvel stilke. Kog kartoflerne i 8 minutter, sluk bluset og lad dem hvile i vandet i 8 minutter. Hæld vandet fra og skær kartoflerne i halve.

Step 3
Skyl strandkarse og løgkarse grundigt og hak det groft. Anret de let lune kartofler på en tallerken og krydr dem med salt og peber. Anret ramsløgsmayonnaisen med en teske på hver kartoffel og drys lidt af de hakkede urter ud over hver kartoffel. Pynt med ramsløgsblomster og mælkebøttekronblade og server.

Tip
Du kan evt. koge kartoflerne i forvejen og servere dem kolde. Det smager også rigtig godt og sparer lidt tid, hvis du planlægger en længere menu.

Ingredienser: